Teksten fra den Guddommelige Tale, holdt af Bhagawan Sri Sathya Sai Baba den 23. november 2004. (79´ fødselsdagsfestligheder) i Prasanthi Nilayam, Sai Kulwanth Hall

Al jeres uddannelse, alle jeres positioner, der giver autoritet, alle jeres barmhjertighedshandlinger og tjeneste er kun lidt værd uden de fire dyder Sathya, Dharma, Prema og Santhi (Sandhed, Ret Handling, Kærlighed og Fred). (Telegu digt)

Kærlighedens Legemliggørelser!

I glemmer alle med hvilket formål, I er kommet ind i denne verden. Hvor end I er, Må I huske tre ting, nemlig Hvor kom vi fra? Hvor er vi lige nu? Og hvad er formålet med jeres ankomst hertil? Lad os antage, at I lægger en konvolut eller brev i en postkasse, så skal den have ”fra” adresse og ”til” adresse skrevet derpå. Hvis disse to adresser ikke er skrevet, hvor vil konvolutten eller brevet komme hen? Det vil komme til ”dødt brev kontor”. På samme måde er I her i verden uden disse to adresser. I kan udmærket forestille jer, hvad der vil ske med et sådant individ. I må derfor finde ud af jer selv og besvare i det mindste et af de tre spørgsmål. Ellers vil selve jeres liv være spildt.

Her er en lille historie. Forretningsfolkene i deltaområderne i Øst og Vest Godavari distrikterne i Andhra Pradesh krydser floden i både. En gang rejste en forretningsmand med en båd. Der var ikke andre i båden udover ham selv og bådsmanden. Sædvanligvis vil folk gerne påbegynde en samtale med nogen, medens man rejser, for at glemme kedsomheden ved rejsen. Derfor begyndte han en samtale med bådsmanden for at få tiden til at gå. Han spurgte bådsmanden: ”Har du en avis?” Bådsmanden svarede. ”Nej herr! Jeg har ikke en avis. Jeg kan ikke læse og skrive”. Til dette var forretningsmandens kommentar: ”Desværre! Hvis du ikke kan læse og skrive, bliver en fjerdedel af dit liv overdraget til Ganges vand”. Bådsmanden blev ked af sin tilstand af uvidenhed og tav stille. Efter nogle få minutter spurgte forretningsmanden igen: ”Kære ven! Kender du de nuværende priser på guld og sølv på markedet i Bombay?” Bådsmanden svarede: ”Nej herr! Jeg har ingen erfaring vedrørende guldhandel. Derfor kender jeg ikke priserne på guld og sølv på markedet i Bombay.” Herefter kommenterede forretningsmanden: ”Hvis ikke du kender noget om guldhandel, bliver halvdelen af dit liv overdraget til Ganges vand.” Samtalen fortsatte. Idet han havde set bådsmanden bære et armbåndsur, spurgte forretningsmanden igen: ”Kære ven! Hvad er klokken nu?” Selvom den fattige bådsmand havde et ur på sit håndled, vidste han ikke, hvordan man kunne aflæse et ur. Forretningsmanden spurgte igen: ”Hvorfor bærer du så et armbåndsur?” Bådsmanden svarede: ”Skønt man ikke ved, hvordan man aflæser et ur, er det nu til dags på mode at bære et armbåndsur. Det er derfor, jeg bærer et.” Så kommenterede forretningsmanden: ”Hvis du ikke engang ved, hvordan du fra dit armbåndsur kan fortælle, hvad tiden er, så bliver trefjerdedele af dit liv overdraget til Ganges”. I mellemtiden startede en kraftig storm, der fik høje bølger til at rejse sig på floden. Båden blev kastet op og ned og blev ustabil. Bådsmanden spurgte så forretningsmanden: ”Herr! Kan De for resten svømme?” Forretningsmanden svarede: ”Desværre! Jeg kan ikke svømme.” Nu var det bådsmandens tur til at kommentere: ”Så er hele Deres liv ved at blive overdraget til Ganges vande.”

I dag er vi alle i samme situation og bliver kastet rundt i denne verdens flod. Men ulykkeligvis gør vi os ikke nogen anstrengelser for at vide, hvorfor vi er her, hvad vi har at lære i denne verden, hvor skal vi hen og at vide, hvad vi kunne opnå her, osv. Ved at være uvidende om disse aspekter, vil hele vores liv således blive overdraget til Ganges. Derfor må vi først prøve at finde svar på spørgsmålene: Hvorfor er vi kommet her? Hvad er det meningen, vi skal vide? Og Hvor går vi hen herfra? Hvis vi ikke er i stand til at kende svaret på i det mindste et af disse spørgsmål, vil vores livs rejse være uden formål. Det er kun, når vi er bevidst om ”Fra” adressen og den ”nuværende bolig” adresse, at vores liv vil blive meningsfuldt og helliggjort.

Dr. Michael Goldstein (Formand, Prasanthi Råd og Swamis hengivne) og hans kone besøger ofte Puttaparthi. Da Jeg var på vej til kollegiet en dag, kom han hen til Mig og spurgte: ”Swami, Hvis De venligst vil tillade mig det, vil jeg gøre Dem selskab til kollegiet.” Jeg bad ham komme. Medens vi kørte i bilen, spurgte Jeg hr. Goldstein: ”Hvad er dit program?” Han svarede: ”Swami, jeg må starte min hjemrejse i dag.” Så rådede Jeg ham til ikke at tage af sted den dag. Igen sagde han til Mig: ”Swami, Jeg må tage af sted i dag, men jeg vil tage næste dags flyrejse fra Bombay.” Derpå fortalte Jeg ham med fasthed: ”Lad være med at tale med Mig om alle de ting. Hvis Jeg siger ”lad være med at gå”, er det slut.” Goldstein kunne ikke vide, at hans eget liv ville være i stor fare, hvis han besluttede at rejse samme dag. Til sidst sagde jeg til ham: ”Okay, du kan tage af sted, hvis det er det, du ønsker.” Han gik så tilbage til sit værelse, pakkede sin bagage til flyveturen til Bombay. Herefter gik han ombord i flyet til USA. Snart efter, at flyet var i luften, blev det opdaget, at der var nogle flykaprere i flyet. Hele atmosfæren i flyet var ekstremt spændt. To flykaprere stod vagt ved indgangen. Andre to gik rundt omkring i flyet med skudklare våben, pegende på passagererne. Det var der, Goldstein opdagede, hvorfor Swami ønskede, at han ikke skulle gå ombord i det fly på den specielle dag. Han kunne ingenting gøre i den situation og bad til Swami som sin eneste udvej. Hans kone er en stor hengiven af Swami. Hun startede med at gentage Swamis navn, ”Sai Ram, Sai Ram, Sai Ram”. Da flyet nåede en vis højde, begyndte flykaprerne at skyde passagererne. Passagererne var lammet af skræk, ude af stand til at vide, hvad de skulle gøre. Da flykaprerne åbnede ild, blev flyet overstrøet med døde kroppe. Han og hans kone sad i den forreste del af flyveren. Flykaprerne begyndte at skyde passagererne rundt omkring dem. De tænkte, at næste gang var det deres tur. Goldstein fortalte herefter sin kone: ”Swami rådede mig til ikke at starte hjemturen denne dag, men jeg fulgte ikke Swamis instruktion fuldstændigt, og det er derfor, vi er i denne situation.” Imedens havde den ene af flykaprerne set hen på parret. Men Goldsteins kone havde uophørligt gentaget Swamis Navn, idet hun havde glemt alting. Gentagelsen af Swamis Navn udvirkede mirakler og Goldsteins kone blev reddet. Goldstein rejste sig herefter op og stod ved indgangen af flyet. Men flykaprerne kunne ikke se ham, til trods for, at han var en robust person. På denne måde blev Goldsteins liv reddet af Swamis Nåde. De blev i flyet som gidsler i lang tid uden mad, vand og søvn. De var meget nedtrykte. Goldsteins kone havde intens hengivelse for Swami. Normalt er kvinder mere hengivne end mænd. Det er ikke sådan, at mænd ikke er hengivne, men de viser det ikke i det ydre. Goldsteins kone gav ham rådet: ”Lad være med at bekymre dig, kontempler på Swami.” På dette tidspunkt begyndte flykaprerne nådesløst at skyde mænd, kvinder og børn. Men Goldstein og hans kone fortsatte med at bede til Swami: ”Sai Ram, Sai Ram, Sai Ram”. De bad stille Swami om at lukke deres øjne. I mellemtiden løb flykaprerne tør for ammunition. Politiet fangede flykaprerne. Goldstein og hans kone blev befriet og sat ombord på et andet fly, der skulle til Amerika. Men den prøvelse, de gennemgik, fortsatte med at hjemsøge dem. Efter nogle få dage kom politiet for at spørge omkring hændelsen. Goldstein blev tilbudt en kompensation, men han modtog den ikke. Efter to eller tre måneder, kom Goldstein igen til Puttaparthi og fik Swamis Darshan. Nu vidste han, at han ikke behøvede nogen frygt under nogen omstændigheder, hvis han udførte Namasmarana (gentagelse af Guds Navn). Efter Swamis Darshan blev hans indre rolighed genoprettet. Fra da af ville han overlade det til Herrens Vilje, hvis Swami stillede spørgsmål vedr. hans hjemrejse. Han opdagede, at det vil være bedre at overlade sagen i Swamis hænder. Herefter udviklede Goldstein uindskrænket tillid til Swamis Ord og stod med fasthed ved dem.

Folk i dag er ude af stand til at finde ud af, hvor de kom fra og hvor de skal hen. Det er kun efter, at folk har gennemgået sådanne oplevelser, at de kan se Troens styrke. De er kommet ind i denne verden og tilbringer deres tid på en eller anden måde. Når nogen spørger dem, hvordan de tilbringer deres tid, svarer de, at de er kommet til verden for at nyde mad og komfortabel søvn. Men det burde blive forstået, at mennesket er blevet født ind i denne verden ikke bare for at nyde mad og drikke. Den samme sandhed er blevet forklaret af Adi Sankara i hans berømte Bhaja Govindam sang:

Bhaja Govindam, Bhaja Govindam

Govindam Bhaja Moodha Mathe

Samprapthe Sannihithe Kale

Nahi Nahi Rakshati Dukrum Karane

(Åh tåbelige menneske, syng Govindas (Guds) Navn; grammatiske regler vil ikke komme for at redde dig, når enden er nær.)

Når folk bliver spurgt, hvorfor menneskelig fødsel er blevet dem givet, vil de fleste svare, at det var for Khana (mad), Peena, (drikke), Sona (søvn) og Marna (død). Denne antagelse er totalt ukorrekt. Der er adskillige ting i livet, man må opnå. Formålet med en menneskelig fødsel er ikke for at nyde mad og komfort. Det er ikke en gang for at efterstræbe uddannelse. Formålet med menneskelig fødsel er totalt anderledes og folk har glemt det. I må fuldbyrde jeres liv og helliggøre jeres fødsel. Kroppen kommer, gror og dør og bliver til sidst tilintetgjort. Før kroppen dør, må man have fuldbyrdet formålet, med hvilket man er kommet ind i denne verden.

Kærlighedens Legemliggørelser!

Der vil komme adskillige prøvelser og problemer på livets rejse. Man må erhverve sig styrken, med hvilken man modigt kan møde dem. Det er Spiritualitetens Kraft. Man bør ikke blive forknyt og trække sig tilbage midt i anstrengelserne.  I denne Bhavasagara (livets hav) vil der selvfølgelig være turbulente bølger, som vil kaste din båd op og ned.

Punarapi Jananam Punerapi Maranam

Punarapi Janani Jathare Sayanam

Iha Samsare Bahu Dustare

Kripayapare Pahi Murare.

(Åh Herre! Jeg er fanget i dette kredsløb af fødsel og død; igen og igen oplever jeg smerten ved igen at være i moderens mave. Det er meget vanskeligt at krydse dette verdslige livs hav. Jeg beder Dig om at føre mig over dette hav og skænke mig udfrielse.

Formålet med menneskelig fødsel er ikke at blive født igen og igen fra moderens mave, at tilbringe livet formålsløst og sluttelig forsvinde fra denne verden. Der er et specifikt formål, til hvilket man er født ind i denne verden. Derfor må man virkeliggøre formålet og helliggøre sit liv. Vores uddannelse, vores arbejde og de penge, vi tjener, alt dette må bruges på en formålsfuld måde. Studenter af i dag uddanner sig for at få en indkomst. De erhverver sig eksamener med det ene formål at tjene penge. Hvad er der stort ved at kæmpe for at fylde sin egen mave? Selv hunde og ræve fylder deres maver. Måske har I i cirkus set, at selv aberne lærer forskellige typer kunster og udfører dem. I, der er født som menneskelige væsener, burde ikke opføre jer som hunde, ræve og aber. Hvis I gør det, til hvilken nytte er så jeres uddannelse? Den uddannelse, I erhverver jer, må bruges på rette måde. Kun da vil den blive meningsfuld og vil give jeres personlighed styrke. Formålet med livet er ikke bare at få uddannelse og opnå eksamener. Selvfølgelig må I studere, men det er ikke nok, hvis I kun studerer for at opnå eksamener.

Kan I kalde alle dem, der kan læse og skrive, uddannede?

Kan man kaldes uddannet kun ved at opnå eksamener?

Kan man kalde det uddannelse, der ikke er forbundet med dyder?

(Telegu digt)

Det er kun, når jeres mål for uddannelse er både for livet og for at tjene penge, jeres uddannelse vil være meningsfuld. Derfor må hvert eneste menneske holde sig livets formål for øje. Til hvilken nytte er det, hvis I jubler i jeres succes og tænker: ”Jeg har bestået den eller den eksamen; jeg har opnået adskillige eksamener.” Disse eksamener må bruges rigtigt. Kun et menneske har kraften til at virkeliggøre formålet med sit liv. Hvis man er tilfreds og tænker: ”Jeg er født, jeg er uddannet, jeg tjente penge, jeg har tilstrækkeligt med penge i banken, jeg har fået mine børn uddannet og sendt dem til fremmede lande for at opnå højere uddannelse”, det er ikke hele formålet med livet. I burde aldrig glemme formålet, med hvilket I er født ind i denne verden. Ulykkeligvis har I i dag glemt formålet med livet og giver jer tilfreds med unyttige handlinger. Så længe, I lever, skal I opleve Fred lige indtil jeres sidste åndedrag. I burde opnå Sandhed og evig Lyksalighed.

Mahatma Gandhi rejste til London og fik sin juridiske embedseksamen.

Han ønskede at fuldføre sit liv ved at gøre gavn af sin uddannelse i samfundets tjeneste. Efter at være kommet tilbage til sit Moderland, blev han derfor medlem af den Indiske National Kongres. Han ofrede hele sit liv for at opnå uafhængighed for landet. Han begyndte med at bære en enkel dhoti (mandedragt) og et stykke klæde til at dække det øverste af kroppen. Han gennemgik adskillige vanskeligheder i de nordlige indiske stater i løbet af frihedskampen. Han blev slået af politiet med stokke i Lucknow. Til trods for, at han gennemgik adskillige vanskeligheder og fysisk tortur fra politiets hånd, opgav han ikke sin beslutning om at opnå uafhængighed for landet. Han startede med at praktisere jura. Selv da gik hans liv ikke glat. Han meldte sig til den Uafhængige bevægelse på bekostning af den Indiske National Kongres og gennemgik stor tortur fra briternes side. Ikke desto mindre mistede han ikke sit hjerte. Hans kone Kasturba var en prægtig kvinde. Hun tjente altid sin mand med stor hengivenhed, selv da Gandhi var i fængsel. På samme måde var hun også engageret i tjeneste for landet. Det er kun hendes tjenende ånd, som beskyttede hende hele vejen. Gennem tiden med deres engagement i Uafhængighedsbevægelsen, var der begivenheder, hvor mand og kone blev adskilt. Men Kasturba var forsonet med den situation, at hvad der end skete, var det kun til hendes eget bedste. På den måde vil folk, der tjener andre med et ædelt hjerte altid kun se det gode. Til sidst opnåede landet uafhængighed og Jawaharlal Nehru blev Premierminister.

Subhash Chandra Bose, en anden stor leder af frihedsbevægelsen, var så godhjertet og var en stor patriot. Det er kun på grund af bedrifterne fra sådanne opofrelsens mænd, at landet kunne opnå uafhængighed. Det er imidlertid ikke kun Swatantrya (uafhængighed), vi må ønske os. Vi må opnå Swarajya (uafhængighed af sindet). Det er stort. Swatantrya er et midlertidigt fænomen af frihed fra fremmede regler, medens Swarajya drejer sig om og opnås fra hjertet.

Kære studenter!

I må være forberedt på at ofre selv jeres liv for landet. I er ikke kroppen. Kroppen er kun et redskab og en måde til at opnå noget højere og ædlere. Kroppen må bruges for at opnå disse højere og ædlere mål. Kroppen er som det tøj, vi har på. En eller anden dag er tøjet begrænset til at forfalde. Indtil da skal kroppen vedligeholdes på en ordentlig måde. Det er kun ved opofrelse, man kan opnå Yoga (disciplin, selvkontrol m.m.). Det er, hvad Vedaerne (hellige skrifter) har proklameret, Na Karmana Na Prajaya Dhanena Thyagenaike Amrutatthwamanasu (udødelighed bliver ikke opnået gennem handling, afkom eller rigdom; den kan kun opnås ved opofrelse). Da vi er blevet født som mennesker, må vi dedikere vores liv til tjeneste for Gud og være i konstant kontemplation på Gud. Hvis I gør det, vil ingen fysiske sygdomme genere jer.

Her er et lille eksempel, Jeg har lyst til at fortælle jer. Da Jeg var i Bangalore for noget tid siden, faldt denne krop i badeværelset. Der var to studenter, Satyajit og Achintya, der plejede at hjælpe Mig med det nødvendige. De udførte stor tjeneste for Mig. Jeg fortalte dem: ”Jeg har ikke nogen tilknytning til kroppen. I må udføre en operation på denne krop, men Jeg har ingenting at gøre med denne krop. Jeg er ikke denne krop. Så længe kroppen er her, må Jeg gøre Mit arbejde.” Lægerne ønskede at forbinde Mig, men Jeg var ikke enig. De rådede Mig til at gennemgå en operation, så det, der var brækket, ville hele hurtigt. Jeg overlod denne krop i lægernes hænder og lod dem gøre, hvad end de ønskede at gøre ved den. Jeg fortsatte med at gå, hvilket Jeg stadig gør. Jeg har hverken smerter eller lidelse. Adskillige hengivne er ængstelige, fordi Swami går med stor vanskelighed og måske har stor smerte. Jeg vil gerne gentage, at Jeg ikke har nogen smerte eller lidelse. Indtil i dag har jeg ikke haft nogen smerte overhovedet på kroppen. Hvis I på denne måde ofrer jeres tilknytning til kroppen, kan I opnå alting i livet. Hvad end Jeg gør, fortæller Jeg samme ting. Man må gøre, hvad man siger og sige, hvad man gør. Det er det, der menes med:

Manasyekam Vachasyekam Karmanyekam Mahatmanam

Manasyanyath Vachasyanyath Karmanyanyath Duratmanam

(De, hvis tanker, ord og handlinger er i perfekt harmoni, er ædle; de, der mangler harmoni i disse er onde.)

Det er den virkelige Manavatva (menneskelige natur). Jeg kan stå op uden tidsbegrænsning, skønt lægerne rådede Mig fra det. Selv nu har Jeg stået i lang tid. Jeg lider slet ikke. Jeg tager ikke engang en eneste pille. Jeg har ikke bandage på. Min er Atmabhava (Atmas natur) og kun Atmabhava. Jeg viser et eksempel ved Mine egne handlinger.

Kære Studenter!

Kroppen må gennemgå en hvilken som helst mængde af lidelse. Det er som vanddråben. Sindet er som en gal abe. Derfor burde vi ikke følge hverken kroppen eller sindet. Vi må følge vores Antharatma (bevidsthed). Vi må udvikle *Atmabhimana (Tro på Atma). Hvis Atmabhimana udvikles, kan ingen smerte genere os. Det er kun for at lære jer om denne Atmabhivana, Jeg gennemgår al denne vanskelighed. Jeg føler overhovedet ikke smerte. Jeg fortæller jer sandheden. Jeg undertrykker ikke fakta. Faktisk kender Jeg ikke eller føler, hvad smerte er. Vi må modigt møde vanskeligheder. Det er kun for at lære jer denne udholdenhed og modighed, Jeg har påtaget Mig denne smerte. I må følge Mit ideal. Gør aldrig kroppens lidelse til noget vigtigt. Opgiv Dehabhimana (tilknytning til kroppen).

Men engager kroppen i ædle handlinger. Engager kroppen i Guds Tjeneste. Vores krop er en gave fra Gud. Til hvilket formål har Gud givet os denne krop? Det er kun for at dedikere den til Herrens Tjeneste.

Kærlighedens Legemliggørelser!

Kroppen er blevet givet jer til at udføre hellige Karmas (handlinger). Adskillige folk undrer sig over, at Swami ikke føler sig træt på trods af at være underlagt så megen fysisk lidelse. Specielt kan kvinderne hurtigt se tegn på svaghed. Jeg ønsker at forsikre jer, at Jeg opretholder en konstant kropsvægt og godt helbred hele tiden. Jeg har hverken taget på i vægt eller blevet svag. Jeg kan gå hurtigt, men Jeg afstår fra det kun for at tilfredsstille lægerne. Lægerne lægger konstant pres på Mig for ikke at gå hurtigt. De råder Mig: ”Swami, vær venlig ikke at gå hurtigt. De har altid to studenter med til at hjælpe Dem.” Det er kun for at glæde og tilfredsstille dem, at jeg beholder disse to studenter hos Mig. Jeg er ikke til besvær for disse to drenge. Begge drengene Arun og Prusty går til deres kontor og arbejder samtidig med, at de hjælper Mig med det nødvendige. Det øjeblik, Jeg kalder på Prusty, kommer han løbende ind. Jeg beder ham om at give Mig et glas vand og Jeg drikker vandet, Jeg har fået af ham. På samme måde, hjælper de mig begge konstant med det, Jeg behøver. De tjener Mig med stor hengivenhed og Kærlighed. Jeg er ikke til besvær for nogen.

Kærlighedens Legemliggørelser!

I dag fejrer I Swamis fødselsdag. Imidlertid er det kroppen, der har en fødselsdato. Denne krop har allerede passeret 78 år og er begyndt på det 79´år. Men ser Jeg ud som en 79 år gammel mand? Nej. Nej. Ikke bare nu, selv efter 80 eller 90 års alderen, vil Jeg bare være som nu. Jeg vil aldrig blive afhængig af nogen. Mine øjne og tænder er i perfekt stand. Normalt vil en person, der når en alder af 79, have mistet alle sine tænder. Hans øjne vil være angrebet af katar. Hans hud vil have rynker, men Jeg har slet ingen rynker. Jeg ældes ikke. Faktisk er Jeg ikke ældet. På samme måde kan I også udvikle et sådant mod og tillid. I vil virkelig føle det godt. Ikke bare Mig, alle jer skulle have et sundt helbred. Men I ødelægger jeres eget helbred. I mister jeres fysiske styrke på så mange måder. Hvis I vil bruge jeres krop rigtigt, kan I forbedre jer ved Swamis Nåde. I kan tjene et hvilket som helst antal folk med en sund krop og et sundt sind. Derfor må I vedligeholde jeres krop i en sund form for at kunne tjene andre, ikke for at fremvise jeres skønhed. Selv for Mig er denne krop forudsætningen for at kunne tjene andre. For at tjene menneskeheden er Jeg parat til alting, selv at ofre Mit liv. På samme måde må I også altid være parat til at tjene andre. Tro aldrig, at kroppen er meget vigtig. Spild heller ikke jeres fysiske styrke. I må bruge jeres krop på en værdig måde. I må også vinde nok mental styrke. I må komme godt i gang med jeres uddannelseskarriere og helliggøre den i tjeneste for menneskeheden. I må altid være parat til dristigt at møde en hvilken som helst situation i livet. Det er medmenneskelighedens sande natur. Hvor som helst jeres tjeneste behøves, må I med det samme svare: ”Jeg er klar, jeg er klar, jeg er klar.” Opbyg et sådant mod og tillid og giv verden et ideal.

Denne krop er et skjulested for snavs og tilbøjeligheder for sygdomme; den forandrer sig fra tid til anden; den kan ikke krydse Samsaras (Livets) hav. Den er intet andet end en knoglestruktur. Åh sind! Vær ikke under den illusion, at denne krop er bestandig. Tag i stedet tilflugt ved Herrens Lotus Fødder. (Telegu digt)

I tager tilflugt i Herrens Lotus Fødder. Tag jer ikke af nogen som helst lidelse i den fysiske krop. I tjener landet i den udstrækning, I kan. Udnyt enhver lille lejlighed til at tjene landet og samfundet. Selv en lille hjælp, givet til en gammel dame, som du mødte på vejen, er tjeneste. Tænk aldrig: ”Hvad opnår jeg ved at hjælpe denne kvinde?” Der er stor bedrift selv i en sådan lille tjeneste. Fortsæt derfor med at tjene. Der er ikke nogen større Sadhana (åndelig øvelse) end tjeneste for jeres medmenneskelige fæller. Seva Bina Nirvan Nahi (der er ingen forløsning uden tjeneste). I bør ikke tage jer af nogen som helst ubehageligheder, I må gennemgå, medens I tjener andre.

Jeg har ingen intentioner om at fejre Min Fødselsdag i stor stil. Min eneste intention er, at kroppen skal vedligeholdes i en ordentlig form, og ved kroppen skulle tjeneste blive givet til andre. I må altid være parat til at dedikere jeres liv til at tjene samfundet. Det er den virkelige tjeneste.

(Bhagawan afsluttede Sin Tale med en Bhajan: ”Hari Bhajan Bina Sukha Santhi Nahin.”)

* Atmabhimana (Stolthed i Atma).

Copyrights:

www.saibabaofindia.com