Sai Baba’s tale til Gurupoornima den 21. juli 2005

ALT AFHÆNGER AF GUDS NÅDE

<<Sai baba DK
 



Hver enkelt må møde konsekvenserne af sine handlinger. Hvem har forårsaget, at flagermusene hænger med hovederne nedad fra et træs grene? Har nogen gjort det af had? Nej. Det er deres Karma (skæbne). På samme måde kan ingen flygte fra konsekvenserne af Karma.

(Telugu digt)



Fugle flyver i himlen ved hjælp af deres vinger. På samme måde flyver flagermusene
oppe i himlen, men ulig andre fugle, hænger de med deres hoveder ned fra træernes grene. Er det ikke deres skæbne? Man kan udføre enhver handling, men man er nødt til at se konsekvenserne af sin handling i øjnene. Dette er naturens lov.



Elever – drenge og piger.

Folk må handle, som det behager dem, men de kan ikke flygte fra konsekvenserne af deres handlinger. Uanset om det er en pamara (naiv person) eller en mahaneeya (ædel sjæl), må denne møde konsekvenserne af sine handlinger. Lad ikke nogen være i den illusion, at man kan begå synd og ikke betale for konsekvenserne. Før man går i gang med en handling, bør man derfor undersøge, om den er god eller dårlig. Hvor end I går, vil resultaterne af jeres handlinger følge jer ligesom jeres skygge. Men ved Guds Nåde er det dog muligt at flygte fra handlingens konsekvens. Gud er altid ved jeres side og siger: ”Tathastu!”, ”Tathastu!” (sådan skal det være!). Mennesket erkender ikke denne sandhed og giver sig af med onde gerninger. Det ved udmærket godt, hvad der er godt og hvad der er dårligt, alligevel er det ude af stand til at opgive sin onde optræden. Ens oplevelser i livet, gode og dårlige, beror på ens handlinger.



Ingen kan forstå Guds veje. De er hinsides al beskrivelse. I kunne tro, at I kan begå en fejltagelse i hemmelighed og føle, at ingen har set jer. Men I kan ikke gemme jeres handlinger for Gud. Konsekvenserne af jeres handlinger vil plage jer, hvor end I går.












Ingen burde dømmes ved dennes ydre opførsel. Man kan se nobel ud og tale på en venlig måde, men ens handlinger er måske ikke i overensstemmelse med ens ord. Vi kan tage del i mange gode handlinger, og alligevel kan vi ikke flygte fra konsekvenserne af vore tidligere gerninger. Vi må altid bære denne sandhed i sindet.



Kærlighedens Legemliggørelser!

Verden er fuld af vidundere og mysterier. Loven, der beskytter menneskeliv og verden i almindelighed er udover menneskelig forståelse. Det guddommelige princip er ikke synligt for det nøgne øje, men det er det, der foranlediger jer til at udføre handling og erfare konsekvenserne heraf.



Historien om Herren er fantastisk,

Den renser folks liv i alle de tre verdener,

Den er som macheten, der skærer de verdslige bindingers slyngplanter af,

Den er som en god ven, der hjælper jer i nødens stund,

Den er som et ly for de hellige og synske, der udfører sakramente i skoven.

(Telugu digt)



Kærlighedens Legemliggørelser!

 


I er måske ude af stand til at fuldt ud at forstå alt, hvad der bliver sagt. Men I vil forstå det gennem erfaring. Det er umuligt at undgå Karma Phala (handlingens frugter). Vi læser mange bøger, men vi praktiserer ikke alt det, vi har lært. Nej. Nej. Vi praktiserer kun det, der er bekvemt og nødvendigt for os og ignorerer resten.



Elever!

I undrer jer måske over, om der er en måde, på hvilken man kan undgå konsekvenserne af Karma (handling). Ja, det er muligt for dem, der vinder Guds Nåde. Når I bliver modtagere af Guds Nåde, vil I ikke blive berørt af Karma Phala. Derfor bør I stræbe efter at vinde Guds Nåde. Videnskabsmænd siger, at det er umuligt at undgå Karma. Hvad de siger, er sandt til en vis grænse. Men når I vinder Guds Nåde, vil I ikke føle smerten, selv hvis I skal erfare konsekvenserne af Karma. Tag for eksempel en flaske medicin. I kan finde udløbsdatoen, der er nævnt på denne flaske. Efter udløbsdatoen vil medicinen miste sin kraft. På samme måde vil Guds Nåde lade Karma Phala udløbe, d.v.s. den annullerer Karmas effekt. På denne måde er det muligt at undgå konsekvenserne af Karma. Mennesket bør udvikle den nødvendige styrke og viljekraft for at fortjene Guddommelig Nåde. I vil blive fri af Karmas lænker, når I opnår Guddommelig Nåde.



Herren Easwara havde kun givet Markandeya et liv på seksten år. Men det vidste Markandeya ikke. En aften fandt han sine forældre fulde af sorg. På hans forespørgsel afslørede de, at hans tid var kommet og at det var grunden til deres sorg. De sagde: ”Herren Easwara har bestemt, at du kun skulle leve i seksten år og i dag er det sidste dag på din jordiske visit. I morgen vil vore jordiske bånd rives over.”

Markandeya blev overrasket over at høre dette. Han blev også ked af, at han ikke var blevet gjort bekendt med det tidligere. ”Jeg ville have brugt min tid bedre, hvis jeg havde vidst, at jeg kun skulle leve i seksten år.” Han gik til Easwara`s tempel uden at spilde et eneste øjeblik, omfavnede Siva Linga´en og begyndte af hele sit hjerte at synge Om Namah Sivaya. På det angivne tidspunkt kastede Lord Yama (dødens Gud) sin løkke om unge Markandeya`s hals. Da denne omfavnede Linga´en, faldt løkken også rundt om Siva Linga´en. Easwara viste sig og sagde strengt til Yama: ”Hvor vover du at kaste den løkke rundt om Mig?” Tilfreds med Markande´s hengivenhed velsignede Han denne med udødelighedens gode. Faktisk var det Easwara, der havde stillet betingelsen om et liv på 16 år til Markandeya. Men på grund af Markandeya´s intense hengivenhed og totale overgivelse, måtte Easwara ændre Sit dekret. Episoden med Markandeya bærer rigeligt vidnesbyrd om det faktum, at man kan undslippe selv dødens Gud, hvis man bliver modtager af Herren Easwara´s Nåde. Kontempler derfor på Gud og gentag uophørligt Hans Navn.



Engang da Herren Yama rejse verden rundt, lagde han mærke til, at alle gentog det Guddommelige Navn. Hvor han end kom, fandt han hengivne, der alle kontemplerede på Herren. ”Hvis alle begynder at gentage det Guddommelige Navn, hvordan kan jeg så udføre mine pligter? Hvordan kan jeg kaste min løkke rundt om en hengiven?” tænkte han undrende. Derfor begyndte han at bede til Herren Easwara. Da viste Easwara Sig for ham og sagde: ”Du må kaste din løkke om enhver på det aftalte tidspunkt. Men husk, at det kun er dem, der har oplevet frugterne af deres handlinger, der vil blive indfanget af din løkke. Den kan ikke røre dem, der ikke har noget spor af Karma Phala (handlingens frugter). Det er derfor, Markandeya blev Min ejendom og Jeg overøste ham med Min Nåde.”



Kærlighedens Legemliggørelser!

I må påtage jer en hvilken som helst mængde åndelige øvelser, men glem aldrig, selv for et øjeblik, Guds Navn. Kun da vil I blive beskyttet. Gør aldrig noget, der vil fjerne jer fra Gud. I kan opnå alt gennem bøn. I behøver ikke at bede højt, det er nok, hvis I beder mentalt. Nogle folk har en fejlagtig opfattelse af, at Gud ikke vil komme og redde dem, hvis de ikke beder højt. Gud bor i jeres hjerte. Han lytter til jeres bønner. Hvis I aspirerer til at opnå Hans Nåde, må I uophørligt kontemplere på Ham. Verdslige vanskeligheder kommer og går. Man bør ikke tildele dem så meget betydning. Men gennem bøn kan man overkomme enhver vanskelighed. Kun Guds Nåde er sand og evigtvarende. Man bør stræbe efter at opnå den.



Kærlighedens Legemliggørelser!

Gentag Guds Navn dag ind og dag ud. Det alene vil beskytte jer til alle tider. Lige som luft er altgennemtrængende, er Gud tilstede i jer, med jer, rundt om jer, under jer, over jer. Derfor bør I være i konstant kontakt med Guddommelighed. Når I udvikler tillid til Guddommelighed, får I naturligt enhed. Som en konsekvens heraf vil der ikke være spillerum for fjendskab. I behøver ikke at udføre nogen ritualer for at vinde Guds Nåde. Det er nok, hvis I udfører Namasmarana (gentagelse af det Guddommelige Navn) fra jeres hjertes dyb. Bhajan Bina Sukha Shanti Nahin…(man kan ikke opnå fred og lykke uden at synge til Guds ære). Hvis I uophørligt synger det Guddommelige Navn ”Rama”, kan der aldrig forvoldes jer nogen skade.



Kærlighedens Legemliggørelser!

Det er på grund af jeres gode skæbne, at I alle er samlet her i dag. Spild ikke denne chance. Brug jeres ophold her på bedste måde og få den maksimale gavn ud af det. Husk at Gud altid er med jer, hvor end I er.

Gud er jeres eneste tilflugtssted, hvor I end måtte være, i en skov, i himlen, i en by eller en landsby, på toppen af et bjerg eller ude på midten af et dybt hav.

(Telugu Digt).



Elever, Kærlighedens Legemliggørelser!

Jeg ved godt, at I altid tænker på Swami. Det betyder intet, om I synger det Guddommelige Navn højt eller sagte. Jeg ser kun følelsen bagved det. Intet kan komme imellem Gud og Hans hengivne. Tidligere tiders Rishis (hellige mænd) tog til Himalaya bjergene for at tilbringe deres tid i kontemplation på Gud. Hvor end I er, lytter Gud til jeres bønner. Syng bhajans (hellige sange) oprigtigt. Swami vil bestemt lytte til jer. Giv aldrig plads for en eneste slags svaghed. Vær altid modige. Når I følger Swamis Ord, vil Sais Kraft manifesteres i jer. Gentag et hvilken som helst navn efter eget valg, Easwara, Rama, Krishna, osv., men husk altid, at Gud er en. Jeg vil aldrig tvinge jer til at gentage et bestemt navn. Man bør ikke begrænse Gud til et bestemt navn eller form. I kan kalde på Mig med et hvilken som helst navn og Jeg vil svare.



For nylig fandt der en mærkelig hændelse sted. Subramaniam fra Larsen og Toubro og chefingeniør Kondal Rao var rejst til East Godavari og West Godavari regionerne i forbindelse med arbejdet med vandforsyningsprojektet. Da de var i gang med at lave en undersøgelse i et skovområde, blev de konfronteret af en gruppe af lokale folk. De lokale spurgte dem: ”Hvem er I? Hvorfor er I kommet her? Hvem har sendt jer hertil? Hvordan tør I komme her uden vores tilladelse?” De svarede: ”Det er i jeres egen interesse, vi er kommet her. Da der er mangel på vand i denne region, har Bhagavan Sri Sathya Sai Baba sendt os ud for at lave planer til forsyning af drikkevand.” Da de lokale hørte dette, blev de forbløffede og henrykte. De sagde: ”Vi lever i skovene og er derfor ikke klar over de storslåede tjenesteaktiviteter, Swami har påtaget Sig.” De vejledte ingeniørerne om, hvor man kunne lægge rørene og fæstne hanerne. De kommer alle her for at få Swamis Darshan. Vandforsyningsprojektet i East og West Godavari distrikterne nærmer sig sin afslutning. Vi har også allerede udarbejdet planer for et vandforsyningsprojekt i Krishna District. Jeg påbegynder disse projekter og færdiggør dem på Mit eget initiativ, uden at andre spørger om det. Vand er særdeles essentielt for alles overlevelse. Det er opretholdelsen af liv. Hvad andet kan være en større tjeneste end at forsyne dem, der har behov for det, med drikkevand? Det er kilden og opretholdelsen af liv. Jeg forventer ingen ritualer eller tilbedelse fra jer. Jeg gør det på grund af Min kærlighed til jer. East Godavari, West Godavari og Krishna distrikterne er nu lagt ind under Sri Sathya Sai forsyningsprojekt for drikkevand. Folk i de distrikter er ekstremt glade. Der kan ikke være nogen større tjeneste end at sørge for drikkevand. Det er, hvad Jeg har gjort. I behøver ikke at spørge efter det. Jeg giver det på Mit eget initiativ. Indtil i dag har ingen regering eller nogen andre for den sags skyld løftet den opgave at forsyne Krishna distriktet med drikkevand. Det er kun Sai, Der forsyner alle med vand. Jeg er altid engageret i sådanne humanitære projekter. Jeg beskæftiger Mig ikke med noget andet arbejde. Vand er essentielt for menneskeligt liv. Derfor er Jeg parat til at forsyne alle med vand. Hengivne bør bede om, at alle har vand at drikke. Bed for alles velfærd. Bøn er tidens behov. I er måske bekymrede over, at Swami ikke er i stand til at gå. Men husk altid, at Swami ikke er kroppen. Jeg har ingen forbindelse med kroppen. Jeg er altid glad og rask. Bed ikke til Gud om opfyldelse af jeres ønsker. Bed om alles velfærd. Da Jeg faldt, kom folk fra East Godavari og West Godavari og bad: ”Swami, vi ønsker ikke vand, kun at Du bliver rask.” Jeg fortalte dem: ”Jeres velfærd er Mit velfærd.” De kommer med en helikopter til Mig med bøn om, at Jeg skal besøge East Godavari og West Godavari distrikterne. Meget snart vil Jeg besøge disse distrikter.



Rekapituler og glæd jer over disse lyksalige øjeblikke, I har tilbragt her. Udfør Namasmarana (gentagelse af det Guddommelige Navn).
oversættelse: SBOI ©