CITAT FRA ERLENDUR HARALDSSONS BOG "MIRACLES ARE
MY VISITING CARDS"
Opvækkelse fra de døde
Healing er ikke
noget fremtrædende træk i den række af mirakler, der tilskrives Sai
Baba, men ikke desto mindre foreligger der et ret betragteligt antal
påstande om mirakuløs helbredelse fra Babas side.
I vort spørgeskema var der 22 (76%) af de adspurgte, der hævdede, at
de personligt have kendt nogle, som Sai Baba på mirakuløs vis have
helbredt. 11 af disse personer hævdede, at de selv ar blevet
helbredt. I alt 13 henviste til helbredelsen af en andet menneske,
som de dog kun havde hørt om. Vi har i de foregående kapitler omtalt
nogle eksempler på rapporter om angivelige mirakel-helbredelser.
I almindelighed taler vi om mirakuløse helbredelser, når healingen
foregår hurtigere, og helbredelsen virker overraskende ved dens
fuldkommenhed. Dertil kommer, at den er uforklarlig for det
etablerede sundhedsvæsen.
Yderligere må det siges, at det både for lægmand og læger er
vanskeligt at afgøre med sikkerhed, hvorvidt der er tale om et
mirakel, eller der ikke er det. I sjældne tilfælde kan det ske, at
såkaldte uhelbredelige sygdomme udviser en spontan bedring. Det er
ofte vanskeligt for en nok så erfaren specialist at stille en præcis
diagnose af en sygdom. Nogle patienter ved
heller ikke altid, hvad det er de fejler, eller om den sygdom, de
lider af, er blevet fejlagtigt diagnosticeret. Sådanne faktorer kan
få en patient til at tro, at han har opnået en mirakuløs helbredelse,
hvad han eller hun faktisk ikke har (West 1957, Nolen 1974).
Eftersom jeg ikke har nogen erfaring på det sygdomsmæssige område og
var ganske klar over, hvor mange faldgruber der møder en forsker,
som giver sig i kast med en videnskabelig undersøgelse af noget så
vanskeligt som mirakel-helbredelser, så prøvede jeg ikke på at
efterforske de forskellige påstande om Baba på det område.
Nogle af disse tilfælde kan imidlertid trænge til en nærmere
undersøgelse af en kompetent læge, der gælder eks. en sag, som er
blevet rapporteret til mig af dr. Chari, som helbredelsen af et "blåt
spædbarn" (patent ductus arteriosus), der fik en medicin, der var
produceret af Baba (Chari 1978).
Ved darshan-tid er der gerne en række mennesker i kørestole. Baba
standser sommetider for at snakke lidt med en eller flere af disse
patienter, men jeg har aldrig set nogle af dem blive helbredt.
Der er altid en rig grobund for dannelsen af myter i forbindelse med
indiske swamier og hellige mænd. Nogle af disse hilser sådanne myter
velkommen eller gør ikke noget for at hindre deres udbredelse, da de
jo er med til at forøge deres ry og præstige. Men meget ofte er det
ligeså meget tilhængerne, der er ansvarlige for dannelsen og
udbredelsen af sådanne rygter, der lidt efter lidt bliver til
accepterede kendsgerninger.
Opvækkelse af en død person, hvis den faktisk er foregået, ville
bestemt være et særdeles opsigtsvækkende tilfælde af healing.
Faktisk eksisterer der hele to sådanne angivelige tilfælde, der
tilskrives Sai Baba. Jeg har prøvet at undersøge, om der forligger
noget afgørende bevismateriale for begge disse tilfælde.
Den første sag drejer sig om hr. Walter Cowan, en velhavende
californier og en trofast tilhænger af Baba. Denne hændelse er
blevet omtalt vidt og bredt i artikler og i bøger om Sai Baba (Cowan
1982, Sandweiss 1975, Fanibunda 1980), af hvilke mange
hævder, at Baba genopvakte Cowan fra døden, ligesom Jesus siges at
have opvakt Lazarus (Johannes 11, 1-54).
Walter Cowans kone, Elsie, bad dr. Jack Hislop, en indflydelsesrig
amerikansk tilhænger af Baba og en tidligere professor i
forretningsadministration og direktør i et aktieselskab, om at
skrive en beretning om hendes mands oplevelse, eftersom han var
tilstede under hele tildragelsen (Cowan 1982, side 236). Dr. Hislops
rapport blev skrevet nogle få måneder efter at hændelsen indtraf
(Cowan 1982). Den har en kort indledning af fru Cowan og blev
udgivet i hendes navn.
I slutningen af artiklen give Cowan en "kort beretning om sin
genopstandelse" (sammesteds side 244 – 245). Jeg vil først citere
nogle afsnit fra dr. Hislops rapport (side 237 – 239):
Citat: "Om morgenen den 25. december, 1971, spredtes den nyhed
hurtigt, at en ældre amerikaner var blevet ramt af en alvorlig
sygdom, som man mente var et hjertetilfælde, og var afgået ved døden.
Da jeg hørte rygtet, tog min kone og jeg straks til dit (fru Cowans)
hotel. Du, Elsie Cowan, bekræftede rygtet og fortalte os, hvordan
ulykken var sket.
Der blev sendt bud efter en ambulance, der kunne bringe Walter til
hospitalet, men det var dit indtryk, at Walter var død i dine arme,
umiddelbart efter at han var blevet løftet op fra gulvet og op i
sengen, og du var så chokeret, at du ikke var i stand til at følge
din mands afsjælede legeme i ambulancen til sygehuset.
Disse begivenheder havde fundet sted i de tidlige morgentimer den
25. december. Men da klokken var 7 om morgen, havde du genvundet så
mange kræfter, at du kunne tage til Babas bopæl sammen med fru Ratan
Lal og fortælle ham, hvad der var sket og anmode ham om hans råd og
hjælp. Baba sagde, at han ville besøge hospitalet ved 10-tiden samme
formiddag.
Klokken 10 formiddag ledsager fra Ratan Lal dig til hospitalet, men
der fik du at vide, at Baba allerede havde været der, og at han lige
var gået, før du kom. Da du trådte ind på hospitalet, fandt du
Walter i live. At Walter var i live klokken 10.00 formiddag den 25.
december var både sikkert og vist.
Men hvad med hans død…? For at klargøre dette spørgsmål interviewede
dommer Damodar Rao fra Madras, på min anmodning den læge, som havde
taget imod Walter, da han kom til hospitalet. Denne fortalte dommer
Rao, at Walter ganske rigtigt var død, da han undersøgte ham kort
efter, at ambulancen havde indleveret ham på hospitalet. Men
lægekyndige udsagn er ikke en faktor, der har nogen betydning for
oprigtig troende tilhængere af Baba: For dem er, hvad (Baba) siger
den skinbarlige sandhed, og alt andet er inderligt ligegyldigt i
sammenligning.
Jeg opsøgte Baba på hans bopæl, efter at han var kommet hjem fra
hospitalet. Baba fortalte mig og andre, der var indenfor hørevidde,
at Walter Cowan var død, og at personalet på sygehuset havde stoppet
vat i hans ører og næsebor og havde dækket ham med et lagen og lagt
hans afsjælede legeme ind på et aflåst værelse. Baba sagde, at han
havde bragt ham tilbage til livet. "
(Citat slut)
Jeg har interviewet adskillige personer, der har været vidne til
denne hændelse, blandet andet de 3 læger, der havde tilset Walter
Cowan. Dr. O.G.C Vaz, en praktiserende læge i Madras og den
fastansatte læge ved Connemara Hotel, der er et af de fineste
hoteller i Madras, huskede udemærketgodt hr. Cowan, han havde tilset
ham i ca. 2 uger 6-7 år før mit første interview med ham i 1977. Dr.
Vaz fortalte, at han var blevet tilkaldt fra Connemara Hotel en
aften ved midnatstid. Hr. Cowan havde det meget dårligt og måtte
overføres til et hospital (Lady Willingdon`s Plejehjem et
privathospital i Madras).
Dr. Vaz
kunne ikke mere huske helt nøjagtigt, hvad det var han fejlede, men
at det vist nok havde været en hjertesygdom, han havde tilkaldt en
hjertespecialist, dr. Rajagopalam. Walter Cowan have været hårdt
angrebet, rapporterede dr. Vaz, men der var IKKE SANDT AT HAN VAR
DØD.
Han havde været indlagt i 2 uger med høj feber og andre sygdomme,
men der var ingen tegn på livsfare. Han var blevet på hospitalet,
indtil han kom sig. Han havde nok været lidt omtåget til tider, men
havde aldrig mistet bevidstheden i den tid, han var under behandling.
Dr. Rajagopalam er en højst respekteret hjerte-specialist i Madras.
Ja, det var rigtig, at han var blevet tilkaldt som rådgiver. Han
fortalte mig i alt væsentlighed den samme historie som dr. Vaz,så
vidt han vidste, var der IKKE tale
om, at Walther Cowan var "død" i den omtalte sygdomsperiode.
Ifølge journalen på Lady Willingdon`s Plejehjem blev hr. Cowan,
indskrevet den 25. december 1971 og udskrevet den 15. januar 1972.
Den vagthavende oversygeplejerske fortalte mig, at hun godt kunne
huske hr. Cowan, han havde været en meget behagelig patient og
yderst venlig. Hun kunne heller ikke huske noget om, at han var død
eller på nippet til at dø under hospitalsopholdet.
Dr. Krishna Rao, den ledende overlæge på plejehjemmet checkede
indholdet af journalen på min anmodning. Walter Cowan havde været i
live, da han blev indlagt på hospitalet. Cowan ville simpelt hen
ikke være blevet indlagt, hvis han havde været død. Hospitalet havde
ikke noget ligkapel, som dr. Vaz tidligere oplyste mig om.
Dr. Krishna Rao, KUNNE OGSÅ BEKRÆFTE, HVAD DE 2 ANDRE LÆGERS UDSAGN
GIK UD PÅ, AT COWAN IKKE VAR AFGÅET VED DØDEN UNDER HANS
HOSPITALSOPHOLD.
Ingen af de interviewede røbede nogen modvilje mod Sai Baba, Dr.
Rajagopalam viste sig endda at være ikke så lidt interesseret i
Baba.
Dr. Vaz var derimod tydeligt nok irriteret over rygterne om hr.
Cowans "opvækkelse fra de døde", eftersom nogle TV-hold havde ønsket
at interviewe ham om det rygte, der verserede i byen. Jeg kan
tilføje, at dr. Rajagopalam blev helt gode venner med Walter Cowan
og senere besøgte familien Cowan i deres hjem i Californien.
Walter Cowan døde 2 år efter denne hændelse, og jeg nåede desværre
ikke at møde ham. Han nåede imidlertid kort tid efter hændelsen at
indtale et bånd, hvor han redegjorde for sin oplevelse. Hr. Richard
Bock, en Sai-hengiven i Los Angeles, var så imødekommende at sende
mig en kopi af det pågældende bånd. Hislop-Cowan artiklen slutter
med en udtalelse af Walter Cowan, der næsten ord til ord siger det
samme om det på båndet indtalte. Jeg har i det følgende citeret en
del af det (sam-mesteds side 244-245).
Citat: "Mens jeg var indlogeret på Connemara hotel i Madras blev jeg
meget syg af lungebetændelse 2 dage efter min ankomst og måtte gå
til sengs. Mens jeg lå og gispede efter vejret, følte jeg det
pludselig, som om mine bevægelser med et var forbi, og jeg døde.
Men jeg var fuldstændig klar og rolig, i en tilstand af vidunderlig
lyksalighed, og Herren Sai Baba, var hos mig. Selv om mit legeme lå
der på sengen, fuldstændig livløst, var jeg fuldt bevidst om hvad
der skete, lige til det øjeblik, hvor Baba kaldte mig tilbage til
livet. Jeg følte ikke den mindste antydning af angst eller frygt,
men en vidunderlig følelse af velvære, for jeg var befriet for
enhver rædsel for døden."
Walter forsætter med at beskrive, hvordan Baba førte ham til sig til
en stor hal, hvor tildragelserne i hans tidligere forskellige
inkarnationer var opbevaret og journalført. Der læste en "højesteretsdommer"
hans livs- annaler højt for ham, og Baba sagde, at han (Walter)
endnu ikke havde fuldendt det arbejde, som han var udset til at
udføre.
Derefter bad Baba den høje dommer om at overlade Walther til ham
(Baba) og at tillade, at Walters sjæl kunne få lov til at vende
tilbage til hans legeme. "Dommeren sagde: Det ske, og dermed var
sagen afsluttet, og jeg (Walter) drog bort sammen med Baba for at
returnere til mit legeme" (sammesteds side 244-245).
Vi er ikke i besiddelse af nogen første-hånds oplysninger fra Walter
Cowans side om, hvornår han kom til sig selv igen, om det var i
hotellet, i bilen på vej til hospitalet eller efter ankomsten til
hospitalet. I sin redegørelse på båndet beskriver han kun sin rent
subjektive oplevelse af forløbet i den tid, hvor han var uden nogen
bevidsthed om, hvor han befandt sig, og at "han drøftede situationen
med Baba, og at denne havde forsikret ham om, at det ikke var min
fantasi det, jeg oplevede, men det var den pure virkelighed" (sammesteds
side 245).
I november 1980 traf jeg hans enke, Elsie Cowan, i Indien. Hun og
hendes mand havde været sidst i halvfjerdserne, da hændelsen indtraf
ved juletid i 1971. Klokken ca. 23 om aftenen , efter at de var gået
i seng, havde hun hørt sin mand gå ud til badeværelset, da han
pludselig faldt om på gulvet. Hun tilkaldte personalet, og man fik
ham i seng igen, hvor han kom til sig selv. Der blev tilkaldt en
læge.
Da han (dr. Vaz) ankom efter ca. 20 minutters forløb, undersøgte han
hr. Cowan og erklærede ham for død, fortalte fru Cowan mig. Det er
på dette punkt, at fru Cowan og dr. Vaz er fuldstændigt uenige.
Alle 4 medlemmer af lægestaben rapporterer, at Walter Cowan havde
været i live, da han blev indlagt på hospitalet, samt at han ikke
var afgået ved døden undersit hospitalsophold. Dr. Vaz og dr.
Krishna Roa fortalte mig samstemmende,at Sai Baba havde besøgt
Walter Cowan på hospitalet sent på formiddagen på den dag, hvor
patienten var blevet indlagt.
Cowan havde, ifølge dr. Vaz , der var på hospitalet på det tidspunkt,
været vågen.
Sai Baba havde talt med Cowan og havde givet ham lidt vibhuti "Det
kan jo nok have givet ham en smule mere livsmod, men han ville have
kommet sig, uden at Sai Baba har været der" konkluderede dr. Vaz.
Tidligere samme formiddag før Sai Babas besøg på hospitalet,
fortalte Elsie Cowan mig, aflagde hun besøg hos Sai Baba på hans
bopæl i Madras. Da hun og fru Ratan Lal, der ledsagede hende, trådte
ind i hans værelse, var det første Baba sagde "Walter er i live".
Fru Ratan Lal, som er en hengiven tilhænger af Sai Baba og særdeles
gode venner med familien Cowan, boede også på Connemara Hotel. Jeg
har mødt fru Ratan Lal i Indien for mange år siden, men det har ikke
været mulig for mig at træffe hende igen, efter at jeg er begyndt at
efterforske ovennævnte tilfælde, jeg har heller ikke talt med Sai
Baba om det.
Denne hændelse indtraf på et tidspunkt, hvor der blev afholdt en
konference af Sai Baba tilhængere (den 8. "All India Conference of
the Sri Sathya Sai Seva Social Service Organizations") i Madras. Sai
Baba boede i hjemmet hos den nu afdøde hr. Venkatamuni og hans kone
Suseelama. Deres søn, hr. Eswar, fortalte mig, at fru Ratan Lal kom
til deres hus alene ganske tidligt om morgenen efter at hr. Cowan
var blevet ramt af et hjertetilfælde.
Det er hævet over enhver tvivl , at hun ville have fortalt ham
nyheden om Walter Cowans sygdoms-anfald. Det var tilsyneladende
senere samme formiddag, at fru Cowan kom for at tale med Baba, og
endnu senere at Sai Baba besøgte hospitalet.
Jeg har spurgt Dommer Damodar Rao (i telefonen) , der i parentes
bemærket var Baba hengiven, hvor meget han var involveret i sagen,
eftersom man i dr. Hislops redegørelse kunne læse, at han (Damodar
Rao) havde interviewet Cowans læge.
Han benægtede, at han havde foretaget nogen undersøgelse i sagen.
Under vor tur til Indien i 1975 nævnede hr. Eswar til dr. Osis, at
Sai Baba havde sagt til ham , at "der ikke skulle gøres et stort
nummer ud af den sag".
Det er desuden af en hvis interesse, at Kasturi kun flygtig omtaler
det nævnte tilfælde i sin officielle biografi om Baba. Han citerer
kun nogle få udtalelser – uden nogen kommentarer – Fra Elsies og
Walter Cowans side (l982, side 23). Dette KAN betyde, at sagen for
første færd var iscenesat af fru Cowan, og at hun kun har fået
bekræftende nik til sine påstande fra dem, der omgav hende,(Familien
Cowan var trofaste tilhængere af Baba og havde doneret den største
skolebygning i Whitefield).
Tilfældet med Walter Cowans oplevelse minder i nogen grad om "nær-døds-oplevelser".
Ifølge fru Cowan havde hendes mand betroet hende, at han efter
begivenheden havde følt det, som om han befandt sig uden for sin
krop og kunne betragte sig selv, da han blev kørt i ambulancen til
hospitalet.
"Hver gang bilen kørte over en forhindring eller af anden grund
måtte holde stille, var det, som om jeg blev bragt tilbage og
prøvede at komme ind i min krop igen".
Dette synes at antyde at han, af og til i alt fald, kun var halvt
bevidst på vej til hospitalet.
Der er også et andet tilfælde, som ikke har fået nær så stor omtale,
og hvor Sai Baba angiveligt bragte en tilsyneladende død person
tilbage til livet. Det drejer sig om hr Radhakrishna. Tilfældet blev
forelagt dr. Osis og mig af dr. Radhakrishnas enke.
Under et ophold i Puttaparthi i begyndelsen af 1950erne blev
Radhakrishna alvorligt syg af mavekatar, så at han blandt andet
havde besvær med at lade vandet og også på anden måde havde andre
komplikationer. Denne næste dag mistede han bevidstheden, og hans
tilstand forværredes synligt. Den følgende morgen klokken ca. 11
faldt han tilsyneladende livløs om. Ifølge hans konens udsagn kunne
man hverken mærke pulsslaget eller se, at han trak vejret, og de
forskellige medlemmer af familien, der var til stede (hun selv og
hr. og fru Hemchand), var fast overbeviste om, at han var afgået ved
døden.
Næste morgen konstateredes det, at kroppen var blevet iskold, og der
havde ikke været noget livstegn i over 20 timer. Men Baba forsikrede
dem, at der ikke var nogen grund til at bekymre sig, at der ikke var
sket noget. Da han langt om længe kom ned fra sit soveværelse, bad
han dem alle om at forlade det værelse, hvor hr. Radhakrishna lå,
derpå lukkede han døren og var alene med ham et par minutter. Da han
åbnede døren, så den gruppe personer, der ventede udenfor, hr.
Radhakrisna sidde op i sengen "Alle var så chokerede, at de
vilkårligt udstrakte sig for Babas fødder" Det var netop med disse
ord, at fru Radhakrishna sluttede sin beretning. Hendes mand kom sig
ved den lejlighed, men døde nogle få år senere øjensynligt af den
samme lidelse.
Den nuværende rajah af Venkatagiri var netop i Puttaparthi på det
tidspunkt. Da jeg bad ham fortælle, hvad
han viste om denne hændelse, sagde han, at han udmærket godt kunne
huske, hvad der skete. Han havde været sammen med Baba, da en
slægtning af Radhakrishna kom for at fortælle Sai Baba. at han lå på
dødslejet. Efter en times forløb forlød det, at nu var hr.
Radhakrisna død, men Baba kom til sidst ned fra sine gemakker, og
han sagde til dem "Frygt ikke, der er slet ikke sket noget". De
ventede uden for døren, mens Baba gik ind.
Da han lidt senere åbnede døren, så de tilstedeværende, at hr.
Radhakrisna var i live og med besvær også var i stand til at tale.
Rajahen selv havde dog ikke set hr. Radhakrishna på det tidspunkt,
da han angiveligt havde været død.
Der var ingen læge til stede til at undersøge hr. Radakrishna, og
der foreligger heller ikke nogen klar og utvetydig diagnose af, hvad
han fejlede, og der var gået over 20 år, da jeg gav mig til at
undersøge tilfældet.
Der findes imidlertid en samtidig beretning om det i hr.
Radhakrishnas datters dagbog. Hun hed, som læseren måske vil huske
fra tidligere kapitler, Vijaya Hemchand, og hun var så elskværdig at
give mig lov til at affotografere nogle sider af dagbogen, som var
relevante i den foreliggende situation.
Jeg har med hendes udtrykkelige tilladelse gengivet indholdet af
disse sider i det følgende oversat til engelsk. Som man vil se, er
det skrevet i en blomstrende stil, som er så almindelig i Indien:
Citat: "I den foregående nat havde vi alle sammen opgivet håbet om,
at vores far ville overleve. Det havde været
en oprivende og forfærdelig nat, der bragte livets forgængelighed på
nærmeste hold. Vores far lå og mumlede navnene på tidligere afdøde
og fortalte dem, at han snart ville slutte sig til dem. Hans mådeat
tale på var ret usammenhængende, og vi var ikke sikre på, om han var
sig fuldt bevidst. Han havde for længst holdt op med at tage føde
til sig.
Ingen af os kunne lade være med at græde. Midt i vor kval og
sjæleangst og ansigt til ansigt med døden kunne vi kun søge trøst og
husvalelse hos Baba. Hos ham søgte vi kraft, idet vi i tanken
koncentrerede os om Hans velsigende fødder og kastede al vor sorg på
Ham. I samme øjeblik vi skuede Hans milde åsyn, glemte vi al vor
smerte og fyldtes af frydefuld fortrøstning. Han kom ned, gik ind og
lukkede døren efter sig. Han var derinde i en 10 minutter. Jeg var
overvældet af sorg, og jeg kunne ikke lade være med at tænke på,
hvad de andre tænkte. Alle dem, der befandt sig i Helligdommen (Prashanti
Nilayam) sad ubevægelige og ventede ængsteligt på, hvad der ville
ske. Efter 10 minutters forløb åbnede Baba døren ……kom ud og gned
sig i sine hænder, så på min mor og sagde til hende… Jeg har givet
livet til ham. Vi er kommet over forhindringen og der er ikke mere
at frygte.
Og idet Baba udtalte dette holdt vi om hans fødder og vædede dem med
vore tåre … ak, min uskyldige mor. Hun er så forfærdelig bange. Mens
Baba udtalte dette, så han os alle ind i øjnene og sagde …… Ingen af
jer troede, at han ville overleve, vel??? Gå nu derind og se…og
vores far, der havde ligget fuldstændig livløs i 3 dage uden at tale
eller uden at se, så på os alle sammen og smilede til os…" (Citat
slut)
I sin dagbog skrev Vijaya ikke noget om, præcist hvor længe hr.
Radha-krishna havde ligget hen uden noget som helst livstegn, eller
om han efter de tilstedeværendes opfattelse virkelig var død, Kun
Sai Baba`s ord "Jeg har givet livet til din mand" peger i den
retning.
All Copyrights© are acknowledged.
|