<<
Kapitel 12 >>
12:1 ”Vid” er den rod, som Vidya stammer fra, når stavelsen ”ya” tilføjes. ”Ya”
betyder ”hvad”, og ”vid” betyder ”lys”. Så ”det der giver lys”, er Vidya. Det er
ordets grundlæggende betydning. Det er derfor indlysende, at alene Brahma Vidya
(viden om sandheden om Atma) fortjener at blive kaldt Vidya. Oldtidens mennesker
anså viden for at være lys - og uvidenhed for at være mørke. Ligesom lys og
mørke ikke kan være til på sammen sted og på samme tidspunkt, kan Vidya og
Avidya ikke være til stede samtidigt. Så alle der rejser på fremskridtets vej,
må rense deres bevidsthed og oplyse deres Selv gennem Brahma Vidya.
12:2 I afsnittet om Vibhuti Yoga informerer Gita’en os på følgende måde: Herren
erklærer: ”Adhyaatma Vidya Vidyaanaam; Adhyaatma Vidya” - ”Blandt alle Vidya’er
er Jeg Adhyaatma Vidya”. (Adhyaatma Vidya er et andet ord for Brahma Vidya -
viden om sandheden om Atma). Alle andre Vidya’er, eller retninger inden for
viden, er som floder; Adhyaatma Vidya er som havet. Ligesom floderne finder
deres fuldbyrdelse, når de flyder sammen med havet, slutter alle Vidya’erne sig
sammen med Adhyaatma Vidya, som er deres endelige mål. Det er ikke alt. Når
floderne møder havet og bliver opløst i det, mister de deres særlige navne og
former og antager selve havets navn og form. På tilsvarende måde giver de
forskelligartede Vidya’er, som har noget at gøre med den objektive ydre verden,
afkald på deres individuelle navne og former, når de ankommer til
sammenstrømningen med Brahma Vidya’s umådelige hav.
12:3 ”Vidyaa thapobhyaam poothaatma” – ”Gennem Vidya’s og thapa’s metoder bliver
mennesket transformeret til en renset sjæl”. Vidya kan opfattes som havende to
aspekter: Baahya Vidya og Brahma Vidya. Baahya Vidya sørger for midlerne til
livets ophold. Mennesket kan studere mange emner, opnå værdifulde grader, opnå
bedre og bedre stillinger og have held med at leve sit liv uden bekymring og
frygt. Den slags Vidya hjælper mennesket, uanset hvilket arbejde det udfører, om
det er daglejer eller premiere minister. På den anden side udstyrer Brahma Vidya
alle mennesker med den styrke, der gør dem i stand til på en succesfuld måde at
udføre den pligt, de skylder sig selv. Den kortlægger den vej, der både fører
til glæde i verdslige anliggender og lyksalighed i livet hinsides. Derfor er
Brahma Vidya meget bedre end alle de andre Vidya’er, der er til rådighed for
mennesket på Jorden. Brahma Vidya har den guddommelige styrke, der skal til for
at befri alle fra trældom. Baahya Vidya har ikke en sådan styrke. Brahma Vidya
gør dig bevidst om Det Højere Selv, Det Absolutte, Parabrahma; Thapas gør dig i
stand til at gå op i en højere enhed med Den, med Gud. Vidya er processen med at
skaffe sig viden; thapas er det, der vides. Det første er indirekte, det er
metoderne. Det andet er målet, afslutningen.
12:4 Guru betyder ordret den ”store” person, den ”mægtige” person. Det vil sige,
at Guru’en skal beherske disse to, Vidya og thapas. Når én ønsker at vaske
snavset væk fra det tøj, hun går i, behøver hun både sæbe og vand. På samme måde
når én er ivrig efter af fjerne det snavs, der klæber sig til sindet, så er både
Vidya og thapas vigtige. Kun når begge bruges, kan bevidsthedsniveauerne blive
fuldstændigt renset. Ingen cykel kan køre uden de to hjul, ej heller kan en fugl
flyve med kun en vinge. På tilsvarende måde kan intet menneske blive regnet for
hellig eller renset uden Vidya og thapas.
12:5 Thapas betyder ikke at skulle vende op og ned på sig selv - hovedet på
jorden og fødderne i luften ligesom en flagermus. Det er heller ikke at forsage
besiddelser og ejendomme, kone og børn og at udtære ens krop eller holde sig på
næsen for at regulere åndedrættet. Nej. Fysiske handlinger, mundtlige påstande
og mentale beslutninger – alle tre må nødvendigvis være i harmoni. Tanken, talen
og handlingen må alle være rene. Det er den sande thapas. De må være
koordineret, men ikke ved pligtens tvang. Du må påtage dig anstrengelserne for
at tilfredsstille dine indre længsler efter at tilfredsstille Selvet. Denne kamp
er essensen i thapas.
12:6 Gita’en skildrer idealet af en guru og af den ideelle elev. Eleven er
adhikaaramurthi (legemliggørelsen af én, der mestrer sit fagområde), og læreren
er avataramurthi (det guddommeliges legemliggørelse). Arjuna har gjort sig
fortjent til at lære; Krishna er kommet som menneske for at undervise mennesket.
Eleven er ”den bedste blandt mennesker” (narothama); læreren er ”den bedste
blandt fysiske legemliggørelser” (purushothama). Eleven håndterer buen; guru’en
håndterer hemmeligheden bag alle færdigheder, yoga. Krishna er Yogeswara. Arjuna
er Dhanurdhaari. Når disse to mødes, bliver Vidya omdannet til Brahma Vidya.
12:7 Efter at have suget Krishna’s Lære til sig sagde Arjuna, eleven: ”Karishye
vachanom thava” – ”Jeg skal gøre, som Du befaler”. Herefter smed han, ikke sin
bue kaldet Gaadeeva, men sit mægtige store ego, ahamkara, bort. Det ego der hele
tiden førte ham bag lyset. Guru’en var sutradhaari – spillets instruktør.
Eleven, Arjuna, var paathradhaari’en – figuren i spillet.
12:8 Eleven bør ikke være stolt over, at hun er blevet betroet en pligt; for så
længe du er indbildsk, kan du ikke få en guru. Når guru’en accepterer dig, vil
din stolthed forsvinde.
12:9 Når du gør dit yderste, bør du ikke føle dig mægtig eller være stolt og
begynde at prale med din evne til at forsage. Den virkelige forsagelse består i
at give sig selv bort. Så vil guru’en skænker dig frihed til at følge din egen
vilje, ligesom Krishna gjorde. ”Kære Arjuna! Yathechchasi, Thathaa Kuru” - “Som
du tænker, så handler du. Tænk godt. Og gør som du synes”, fortalte Krishna ham.
Han mente, at Han havde givet ham alle de råd, han behøvede, og Han havde også
accepteret det ego, Arjuna havde opgivet. Derfor kunne Arjuna nu bevilliges
frihed til at handle, som han ønskede, for hans vilje var blevet Hans. Det
individ der har nået dette niveau, skal gives frihed. Guru’en bør ikke
ubarmhjertigt koste rundt med sin elev, blot fordi eleven har viet sig selv, og
alt hvad hun ejer, til ham. Den grådige guru og den magelige elev – begge bliver
fortabte. Guru’en bør ikke blive en vitthaapahaari, en person der stjæler
rigdomme; han bør være en hrdayaapahaari, en person der stjæler hjerter! Guru’en
bør være et vækkeur. Han skal vække dem, der er indhyllet i uvidenhedens søvn og
belønne dem med undervisning om Atmajnana, viden om deres Atmiske Virkelighed.
12:10 En rejsende, der rejste gennem landet fra landsby til landsby, stod ansigt
til ansigt med en oversvømmet flod. Vandet steg og brusede. Han var hjælpeløs,
da han ikke vidste, hvordan han skulle komme over til den anden bred. Han så sig
omkring. Han så to mænd sidde på hug under et træ et lille stykke derfra, hvor
han stod. Han gik hen imod dem. Han så, at den ene af dem var lam, og den anden
var blind. Så han gættede på, at de ikke ville vide, hvor floden var dyb, og
hvor den var lavvandet nok til, at han kunne gå over den. Han gik tilbage uden
at spørge dem. Han vidste, at deres svar ikke ville være noget værd.
12:11 Den lærer der ikke mestrer sastra’erne, der er opbevaringsstedet for de
erfaringer, fortidens søgende har gjort sig, er i denne historie repræsenteret
af manden. Den lamme mand repræsenterer den person, der ikke har praktiseret
det, han har lært og derved fået personlige erfaringer. Rent faktisk er det
sådan, at sastra’ernes viden og de erfaringer der er opnået ved at praktisere
denne viden – disse to skaber et fuldstændigt menneske. Udelukkende sådan en
guru kan gennem sine vejledninger og sit eksempel redde eleven. Det er den
konklusion, der er udlagt i Mundakopanishad’en.
12:12 Opgaven med at sikre sig en god guru er vanskeligere end at få en god
elev. Først når en sand guru accepterer dem, kan eleverne blive eksemplariske
personer. Renhjertede studerende, uselviske studerende, ikke egoistiske
studerende – når sådanne aspiranter kommer til dem, jubler guru’erne i ekstatisk
glæde. Parikshith, kejseren, forsagede alt og besluttede sig for at erkende Gud,
og lige i det øjeblik dukkede Maharshi Suka op for at lede ham lige mod målet.
Tilsvarende når de gode elever får de gode guru’er, så lykkes det dem ikke blot
at opnå lyksalighed, men også at skænke fred, velstand og glæde til hele verden.