<<   Kapitel 12  >>



12:1 ”Vid” er den rod, som Vidya stammer fra, når stavelsen ”ya” tilføjes. ”Ya” betyder ”hvad”, og ”vid” betyder ”lys”. Så ”det der giver lys”, er Vidya. Det er ordets grundlæggende betydning. Det er derfor indlysende, at alene Brahma Vidya (viden om sandheden om Atma) fortjener at blive kaldt Vidya. Oldtidens mennesker anså viden for at være lys - og uvidenhed for at være mørke. Ligesom lys og mørke ikke kan være til på sammen sted og på samme tidspunkt, kan Vidya og Avidya ikke være til stede samtidigt. Så alle der rejser på fremskridtets vej, må rense deres bevidsthed og oplyse deres Selv gennem Brahma Vidya.

12:2 I afsnittet om Vibhuti Yoga informerer Gita’en os på følgende måde: Herren erklærer: ”Adhyaatma Vidya Vidyaanaam; Adhyaatma Vidya” - ”Blandt alle Vidya’er er Jeg Adhyaatma Vidya”. (Adhyaatma Vidya er et andet ord for Brahma Vidya - viden om sandheden om Atma). Alle andre Vidya’er, eller retninger inden for viden, er som floder; Adhyaatma Vidya er som havet. Ligesom floderne finder deres fuldbyrdelse, når de flyder sammen med havet, slutter alle Vidya’erne sig sammen med Adhyaatma Vidya, som er deres endelige mål. Det er ikke alt. Når floderne møder havet og bliver opløst i det, mister de deres særlige navne og former og antager selve havets navn og form. På tilsvarende måde giver de forskelligartede Vidya’er, som har noget at gøre med den objektive ydre verden, afkald på deres individuelle navne og former, når de ankommer til sammenstrømningen med Brahma Vidya’s umådelige hav.

12:3 ”Vidyaa thapobhyaam poothaatma” – ”Gennem Vidya’s og thapa’s metoder bliver mennesket transformeret til en renset sjæl”. Vidya kan opfattes som havende to aspekter: Baahya Vidya og Brahma Vidya. Baahya Vidya sørger for midlerne til livets ophold. Mennesket kan studere mange emner, opnå værdifulde grader, opnå bedre og bedre stillinger og have held med at leve sit liv uden bekymring og frygt. Den slags Vidya hjælper mennesket, uanset hvilket arbejde det udfører, om det er daglejer eller premiere minister. På den anden side udstyrer Brahma Vidya alle mennesker med den styrke, der gør dem i stand til på en succesfuld måde at udføre den pligt, de skylder sig selv. Den kortlægger den vej, der både fører til glæde i verdslige anliggender og lyksalighed i livet hinsides. Derfor er Brahma Vidya meget bedre end alle de andre Vidya’er, der er til rådighed for mennesket på Jorden. Brahma Vidya har den guddommelige styrke, der skal til for at befri alle fra trældom. Baahya Vidya har ikke en sådan styrke. Brahma Vidya gør dig bevidst om Det Højere Selv, Det Absolutte, Parabrahma; Thapas gør dig i stand til at gå op i en højere enhed med Den, med Gud. Vidya er processen med at skaffe sig viden; thapas er det, der vides. Det første er indirekte, det er metoderne. Det andet er målet, afslutningen.

12:4 Guru betyder ordret den ”store” person, den ”mægtige” person. Det vil sige, at Guru’en skal beherske disse to, Vidya og thapas. Når én ønsker at vaske snavset væk fra det tøj, hun går i, behøver hun både sæbe og vand. På samme måde når én er ivrig efter af fjerne det snavs, der klæber sig til sindet, så er både Vidya og thapas vigtige. Kun når begge bruges, kan bevidsthedsniveauerne blive fuldstændigt renset. Ingen cykel kan køre uden de to hjul, ej heller kan en fugl flyve med kun en vinge. På tilsvarende måde kan intet menneske blive regnet for hellig eller renset uden Vidya og thapas.

12:5 Thapas betyder ikke at skulle vende op og ned på sig selv - hovedet på jorden og fødderne i luften ligesom en flagermus. Det er heller ikke at forsage besiddelser og ejendomme, kone og børn og at udtære ens krop eller holde sig på næsen for at regulere åndedrættet. Nej. Fysiske handlinger, mundtlige påstande og mentale beslutninger – alle tre må nødvendigvis være i harmoni. Tanken, talen og handlingen må alle være rene. Det er den sande thapas. De må være koordineret, men ikke ved pligtens tvang. Du må påtage dig anstrengelserne for at tilfredsstille dine indre længsler efter at tilfredsstille Selvet. Denne kamp er essensen i thapas.

12:6 Gita’en skildrer idealet af en guru og af den ideelle elev. Eleven er adhikaaramurthi (legemliggørelsen af én, der mestrer sit fagområde), og læreren er avataramurthi (det guddommeliges legemliggørelse). Arjuna har gjort sig fortjent til at lære; Krishna er kommet som menneske for at undervise mennesket. Eleven er ”den bedste blandt mennesker” (narothama); læreren er ”den bedste blandt fysiske legemliggørelser” (purushothama). Eleven håndterer buen; guru’en håndterer hemmeligheden bag alle færdigheder, yoga. Krishna er Yogeswara. Arjuna er Dhanurdhaari. Når disse to mødes, bliver Vidya omdannet til Brahma Vidya.

12:7 Efter at have suget Krishna’s Lære til sig sagde Arjuna, eleven: ”Karishye vachanom thava” – ”Jeg skal gøre, som Du befaler”. Herefter smed han, ikke sin bue kaldet Gaadeeva, men sit mægtige store ego, ahamkara, bort. Det ego der hele tiden førte ham bag lyset. Guru’en var sutradhaari – spillets instruktør. Eleven, Arjuna, var paathradhaari’en – figuren i spillet.

12:8 Eleven bør ikke være stolt over, at hun er blevet betroet en pligt; for så længe du er indbildsk, kan du ikke få en guru. Når guru’en accepterer dig, vil din stolthed forsvinde.

12:9 Når du gør dit yderste, bør du ikke føle dig mægtig eller være stolt og begynde at prale med din evne til at forsage. Den virkelige forsagelse består i at give sig selv bort. Så vil guru’en skænker dig frihed til at følge din egen vilje, ligesom Krishna gjorde. ”Kære Arjuna! Yathechchasi, Thathaa Kuru” - “Som du tænker, så handler du. Tænk godt. Og gør som du synes”, fortalte Krishna ham. Han mente, at Han havde givet ham alle de råd, han behøvede, og Han havde også accepteret det ego, Arjuna havde opgivet. Derfor kunne Arjuna nu bevilliges frihed til at handle, som han ønskede, for hans vilje var blevet Hans. Det individ der har nået dette niveau, skal gives frihed. Guru’en bør ikke ubarmhjertigt koste rundt med sin elev, blot fordi eleven har viet sig selv, og alt hvad hun ejer, til ham. Den grådige guru og den magelige elev – begge bliver fortabte. Guru’en bør ikke blive en vitthaapahaari, en person der stjæler rigdomme; han bør være en hrdayaapahaari, en person der stjæler hjerter! Guru’en bør være et vækkeur. Han skal vække dem, der er indhyllet i uvidenhedens søvn og belønne dem med undervisning om Atmajnana, viden om deres Atmiske Virkelighed.

12:10 En rejsende, der rejste gennem landet fra landsby til landsby, stod ansigt til ansigt med en oversvømmet flod. Vandet steg og brusede. Han var hjælpeløs, da han ikke vidste, hvordan han skulle komme over til den anden bred. Han så sig omkring. Han så to mænd sidde på hug under et træ et lille stykke derfra, hvor han stod. Han gik hen imod dem. Han så, at den ene af dem var lam, og den anden var blind. Så han gættede på, at de ikke ville vide, hvor floden var dyb, og hvor den var lavvandet nok til, at han kunne gå over den. Han gik tilbage uden at spørge dem. Han vidste, at deres svar ikke ville være noget værd.

12:11 Den lærer der ikke mestrer sastra’erne, der er opbevaringsstedet for de erfaringer, fortidens søgende har gjort sig, er i denne historie repræsenteret af manden. Den lamme mand repræsenterer den person, der ikke har praktiseret det, han har lært og derved fået personlige erfaringer. Rent faktisk er det sådan, at sastra’ernes viden og de erfaringer der er opnået ved at praktisere denne viden – disse to skaber et fuldstændigt menneske. Udelukkende sådan en guru kan gennem sine vejledninger og sit eksempel redde eleven. Det er den konklusion, der er udlagt i Mundakopanishad’en.

12:12 Opgaven med at sikre sig en god guru er vanskeligere end at få en god elev. Først når en sand guru accepterer dem, kan eleverne blive eksemplariske personer. Renhjertede studerende, uselviske studerende, ikke egoistiske studerende – når sådanne aspiranter kommer til dem, jubler guru’erne i ekstatisk glæde. Parikshith, kejseren, forsagede alt og besluttede sig for at erkende Gud, og lige i det øjeblik dukkede Maharshi Suka op for at lede ham lige mod målet. Tilsvarende når de gode elever får de gode guru’er, så lykkes det dem ikke blot at opnå lyksalighed, men også at skænke fred, velstand og glæde til hele verden.