<<
Kapitel 19 home
19:1 Mennesket anvender tre redskaber for at kunne tænke, tale og handle.
Kroppen med dens hænder, der er det ene af de tre redskaber, er parat til at
effektuere tanken, der er udtrykt i ord. Handlingerne, arbejdet og
anstrengelserne som menneskets hænder er engageret i, er kilden til al den lykke
og elendighed, som mennesket er impliceret i. Mennesket påstår, at det er glad,
eller at det er bekymret og bange, eller det er i vanskeligheder. Og det
tillægger andre personer end sig selv at være årsagen til disse tilstande. Denne
overbevisning hviler på et forkert grundlag. Lykke og elendighed er en følge af
ens egne handlinger. Om du accepterer eller afviser denne sandhed, så er du nødt
til at gennemleve alle konsekvenserne af dine handlinger. Dette er naturens lov.
Du tror måske ikke på sommer eller vinter, på ild eller regn, men du kan ikke
undslippe hede og kulde. Deres virkning vil ikke destro mindre påvirke dig.
Derfor er den bedste fremgangsmåde at styre sine handlinger hen ad passende
spor.
19:2 Hænderne er ikke de eneste lemmer eller repræsentanter, der er involveret i
menneskelige aktiviteter eller karma. Hvad end der gøres, hvad end der ses, hvad
end der høres, bør du være vagtsom overfor dets renhed. Tanker, ord og
handlinger skal være fri for stolthed, grådighed og had. Ordene du udtaler skal
være fri for disse forseelser; ting som du inderligt længes efter at høre, skal
være fri for disse overfladiske tillokkende kvaliteter; de fornøjelser du søger,
må ikke være forurenet af ondskab. Studerende skal først optage disse mentale
lektier og i deres tale påvise deres virkning. De lektier de lærer ved hjælp af
ord, skal de omsætte til handling.
19:3 I dag transformerer uddannelse imidlertid ikke sindet. Den standser ved
ørets lytten. Hvad der kommer ind i øret, bliver nødvendigvis ikke tydeligt for
sindet. Måske når det kun sindet i en tåget form. Derfor må uddannelse formidles
på en sådan måde, at den klart bliver modtaget af sindet. For at nå det mål, må
den videregives gennem hoveder, tunger og hænder der er rene, uden nogle små
fejl der fordrejer den. Først da kan lærdommen blive klar og visdommen
funklende.
19:4 Studerende studerer kun i få år, men for at berettige at de udfører deres
erhverv, må lærerne altid være beskæftiget med studier, uden afbrydelser. Derfor
må lærere regnes for at være de eneste ægte studerende. Til spørgsmålet om hvem
der er en virkelig studerende, er svaret: Læreren. ”Jeg vil være den ideelle
studerende, som mine elever kan efterligne”, det skal være det motto, der
inspirerer læreren. En sådan lærer har uden tvivl erkendt sin pligt. Læreren
skal bevæge sig ned på de studerendes niveau. Hvis hun ikke gør det, og
fortsætter med at undervise, er det bedre, at de studerendes skæbne bliver
overladt til fantasien.
19:5 Det er processen, der betegnes ”nedstigning”. Det betyder ikke ”at gå ned
fra toppen og ned til bunden”. Det betyder udelukkende ”at acceptere den persons
niveau, som skal hjælpes”. Babyen på gulvet kan ikke springe op i moderens arme,
når hun kalder på den, for at den skal komme op. ”Jeg er en mægtig person; jeg
kan nedværdige mig til at bøje mig ned efter barnet” – hvis moderen føler sådan,
så bør hun ikke have barnet. At bøje sig gør ikke en person lille. Læreren
nedværdiger heller ikke sig selv, når hun bevæger sig ned på elevens niveau for
at undervise hende. Det er blot et prisværdigt tegn på kærlighed.
19:6 Mange af nutidens lærere er kommet i vane med at hævde: ”Godt! Jeg har
forberedt en undervisning om et emne til i dag. Min pligt er at tale om det. Jeg
vil blot gøre det og gå”. Har eleverne opfattet undervisningen rigtigt? Hvilket
emne skal behandles på hvilken måde, hvilken metode skal anvendes? Disse
problemer synes ikke at bekymre lærerne. Endvidere bør de opføre sig præcist på
samme måde, som de råder og forventer de studerende til at opføre sig. Når
eleverne lærer pensum gennem kærlighed, vil deres ærbødighed overfor læreren
også blive større. Enhver lærer bør stræbe efter at fremme en alsidig udvikling
af den studerende. Gennem kærlighed skal hun folde sit hjerte ud og ikke spilde
sit livs år med at fremme egne interesser.
19:7 Læreren bør ikke udvikle karaktertræk, der skaber splittelse. Oldtidens
rishi’er og vismænd behandlede deres egne sønner og deres studerende med samme
hengivenhed. I dag har vi mister troen på, at vores lærere er af denne natur.
Når rektors søn sidder i en sal og besvarer eksamensspørgsmålene, bør rektor
ikke befinde sig i lokalet som eksamenstilsyn af frygt for, at hun dikterer de
rigtige svar og hjælper sin søn med at få gode karakterer! Men i fortidens
eneboerhytter var der ingen mistanke om, at guru’en ville udvise en sådan
forkærlighed eller partiskhed. I dag har korruption sneget sig ind i tanke, ord
og handling på alle niveauer. Derfor disse sikkerhedsforanstaltninger. Lærerne
er nødt til at udøve den åndelige disciplin (sadhana), der går ud på at rense
deres følelser, så de muligvis kan gøre sig fortjent til guru’ers status og
autoritet. Den sande guru skal føre eleven til et værdigt og lykkeligt liv. Den
sande elev skal gengælde med iver og tilbedelse.
19:8 Lærerne er ansvarlige for beskaffenheden og kvaliteten af elevernes
handlinger og karakter. For lærerne gør indtryk på ungdommen gennem deres
dygtighed og ledelse. Så de skal holde sig fri af selvisk ophøjelse og politiske
manøvre og alene have åndelig oplysning som deres ideal i livet. Medlemmerne af
lærerkorpset skal færdes blandt hinanden som brødre og søstre. De studerende vil
blive opmærksomme på uenigheder og rivalisering blandt deres lærere.
Selvfølgelig er uenigheder uundgåelige, og de kan endog muligvis være gavnlige.
Men de bør ikke forurene de gensidige relationer og være til hinder for
institutionens fremskridt og på en negativ måde påvirke undervisningen og
indlæringen. På disse områder skal de rådføre sig med hinanden og samarbejde
indbyrdes.
19:9 Blandt de studerende finder vi heller ikke denne ånd af oprigtighed og
broderligt samarbejde. Sadbhav og sathsang er blevet sjældne; gensidig kærlighed
og længslen efter godt selskab er blevet svækket. ”Som hersker, så undersåtter”,
lyder ordsproget. ”Som læreren, så eleven”, synes at være lige så sandt. Lærere
må derfor være interesseret i ophøjede tanker og i et liv fordybet i forsagelse.
En person der er ekspert i kemi og medicin, kan ikke vide lige så meget om
biologi, som én der er ekspert i denne videnskab. Men der er al mulig grund til,
at de er hjælpsomme og arbejder som et team. Ligegyldigt hvilken videnskab man
er specialiseret i, er det også nødvendigt at beherske åndens videnskab, den
videnskab der fører til den ultimative sandhed. På Atom Forskningscenteret
fortalte Jeg, at alting har energi latent i sig – et stykke papir har den, en
strimmel tøj har den. Når den latente energi er opbrugt, følger døden; når
energien optages, sker fødslen. Sath-chith-ananda (Væren-bevidsthed-lyksalighed)
er energi. Vi (sath) er (chith) lyksalige (ananda). Energi er alt, og energi
stammer fra Gud. Den er selve menneskets grundlag. Nu bygger I overbygningen
andetsteds, ikke på grundlaget. Det Grundlæggende Guddommelige Princip bliver
ignoreret. I er fascineret af emner og studier, der lover at fylde jeres maver
og gøre jer materielt lykkelige og stærke. Men den virkelige sandhed er det
guddommelige, der er grundlaget for alt. Mennesket skal enten kende den højeste
sandhed om Den Ene Eksistens bag alt det skabte, eller i det mindste kende den
bagvedliggende sandhed om kærlighed og broderskab. Disse to punkter er de
områder, som undervisning altid må være opmærksom på – starten og målet.