<<   Kapitel 19  home


19:1 Mennesket anvender tre redskaber for at kunne tænke, tale og handle. Kroppen med dens hænder, der er det ene af de tre redskaber, er parat til at effektuere tanken, der er udtrykt i ord. Handlingerne, arbejdet og anstrengelserne som menneskets hænder er engageret i, er kilden til al den lykke og elendighed, som mennesket er impliceret i. Mennesket påstår, at det er glad, eller at det er bekymret og bange, eller det er i vanskeligheder. Og det tillægger andre personer end sig selv at være årsagen til disse tilstande. Denne overbevisning hviler på et forkert grundlag. Lykke og elendighed er en følge af ens egne handlinger. Om du accepterer eller afviser denne sandhed, så er du nødt til at gennemleve alle konsekvenserne af dine handlinger. Dette er naturens lov. Du tror måske ikke på sommer eller vinter, på ild eller regn, men du kan ikke undslippe hede og kulde. Deres virkning vil ikke destro mindre påvirke dig. Derfor er den bedste fremgangsmåde at styre sine handlinger hen ad passende spor.

19:2 Hænderne er ikke de eneste lemmer eller repræsentanter, der er involveret i menneskelige aktiviteter eller karma. Hvad end der gøres, hvad end der ses, hvad end der høres, bør du være vagtsom overfor dets renhed. Tanker, ord og handlinger skal være fri for stolthed, grådighed og had. Ordene du udtaler skal være fri for disse forseelser; ting som du inderligt længes efter at høre, skal være fri for disse overfladiske tillokkende kvaliteter; de fornøjelser du søger, må ikke være forurenet af ondskab. Studerende skal først optage disse mentale lektier og i deres tale påvise deres virkning. De lektier de lærer ved hjælp af ord, skal de omsætte til handling.

19:3 I dag transformerer uddannelse imidlertid ikke sindet. Den standser ved ørets lytten. Hvad der kommer ind i øret, bliver nødvendigvis ikke tydeligt for sindet. Måske når det kun sindet i en tåget form. Derfor må uddannelse formidles på en sådan måde, at den klart bliver modtaget af sindet. For at nå det mål, må den videregives gennem hoveder, tunger og hænder der er rene, uden nogle små fejl der fordrejer den. Først da kan lærdommen blive klar og visdommen funklende.

19:4 Studerende studerer kun i få år, men for at berettige at de udfører deres erhverv, må lærerne altid være beskæftiget med studier, uden afbrydelser. Derfor må lærere regnes for at være de eneste ægte studerende. Til spørgsmålet om hvem der er en virkelig studerende, er svaret: Læreren. ”Jeg vil være den ideelle studerende, som mine elever kan efterligne”, det skal være det motto, der inspirerer læreren. En sådan lærer har uden tvivl erkendt sin pligt. Læreren skal bevæge sig ned på de studerendes niveau. Hvis hun ikke gør det, og fortsætter med at undervise, er det bedre, at de studerendes skæbne bliver overladt til fantasien.

19:5 Det er processen, der betegnes ”nedstigning”. Det betyder ikke ”at gå ned fra toppen og ned til bunden”. Det betyder udelukkende ”at acceptere den persons niveau, som skal hjælpes”. Babyen på gulvet kan ikke springe op i moderens arme, når hun kalder på den, for at den skal komme op. ”Jeg er en mægtig person; jeg kan nedværdige mig til at bøje mig ned efter barnet” – hvis moderen føler sådan, så bør hun ikke have barnet. At bøje sig gør ikke en person lille. Læreren nedværdiger heller ikke sig selv, når hun bevæger sig ned på elevens niveau for at undervise hende. Det er blot et prisværdigt tegn på kærlighed.

19:6 Mange af nutidens lærere er kommet i vane med at hævde: ”Godt! Jeg har forberedt en undervisning om et emne til i dag. Min pligt er at tale om det. Jeg vil blot gøre det og gå”. Har eleverne opfattet undervisningen rigtigt? Hvilket emne skal behandles på hvilken måde, hvilken metode skal anvendes? Disse problemer synes ikke at bekymre lærerne. Endvidere bør de opføre sig præcist på samme måde, som de råder og forventer de studerende til at opføre sig. Når eleverne lærer pensum gennem kærlighed, vil deres ærbødighed overfor læreren også blive større. Enhver lærer bør stræbe efter at fremme en alsidig udvikling af den studerende. Gennem kærlighed skal hun folde sit hjerte ud og ikke spilde sit livs år med at fremme egne interesser.

19:7 Læreren bør ikke udvikle karaktertræk, der skaber splittelse. Oldtidens rishi’er og vismænd behandlede deres egne sønner og deres studerende med samme hengivenhed. I dag har vi mister troen på, at vores lærere er af denne natur. Når rektors søn sidder i en sal og besvarer eksamensspørgsmålene, bør rektor ikke befinde sig i lokalet som eksamenstilsyn af frygt for, at hun dikterer de rigtige svar og hjælper sin søn med at få gode karakterer! Men i fortidens eneboerhytter var der ingen mistanke om, at guru’en ville udvise en sådan forkærlighed eller partiskhed. I dag har korruption sneget sig ind i tanke, ord og handling på alle niveauer. Derfor disse sikkerhedsforanstaltninger. Lærerne er nødt til at udøve den åndelige disciplin (sadhana), der går ud på at rense deres følelser, så de muligvis kan gøre sig fortjent til guru’ers status og autoritet. Den sande guru skal føre eleven til et værdigt og lykkeligt liv. Den sande elev skal gengælde med iver og tilbedelse.

19:8 Lærerne er ansvarlige for beskaffenheden og kvaliteten af elevernes handlinger og karakter. For lærerne gør indtryk på ungdommen gennem deres dygtighed og ledelse. Så de skal holde sig fri af selvisk ophøjelse og politiske manøvre og alene have åndelig oplysning som deres ideal i livet. Medlemmerne af lærerkorpset skal færdes blandt hinanden som brødre og søstre. De studerende vil blive opmærksomme på uenigheder og rivalisering blandt deres lærere. Selvfølgelig er uenigheder uundgåelige, og de kan endog muligvis være gavnlige. Men de bør ikke forurene de gensidige relationer og være til hinder for institutionens fremskridt og på en negativ måde påvirke undervisningen og indlæringen. På disse områder skal de rådføre sig med hinanden og samarbejde indbyrdes.

19:9 Blandt de studerende finder vi heller ikke denne ånd af oprigtighed og broderligt samarbejde. Sadbhav og sathsang er blevet sjældne; gensidig kærlighed og længslen efter godt selskab er blevet svækket. ”Som hersker, så undersåtter”, lyder ordsproget. ”Som læreren, så eleven”, synes at være lige så sandt. Lærere må derfor være interesseret i ophøjede tanker og i et liv fordybet i forsagelse. En person der er ekspert i kemi og medicin, kan ikke vide lige så meget om biologi, som én der er ekspert i denne videnskab. Men der er al mulig grund til, at de er hjælpsomme og arbejder som et team. Ligegyldigt hvilken videnskab man er specialiseret i, er det også nødvendigt at beherske åndens videnskab, den videnskab der fører til den ultimative sandhed. På Atom Forskningscenteret fortalte Jeg, at alting har energi latent i sig – et stykke papir har den, en strimmel tøj har den. Når den latente energi er opbrugt, følger døden; når energien optages, sker fødslen. Sath-chith-ananda (Væren-bevidsthed-lyksalighed) er energi. Vi (sath) er (chith) lyksalige (ananda). Energi er alt, og energi stammer fra Gud. Den er selve menneskets grundlag. Nu bygger I overbygningen andetsteds, ikke på grundlaget. Det Grundlæggende Guddommelige Princip bliver ignoreret. I er fascineret af emner og studier, der lover at fylde jeres maver og gøre jer materielt lykkelige og stærke. Men den virkelige sandhed er det guddommelige, der er grundlaget for alt. Mennesket skal enten kende den højeste sandhed om Den Ene Eksistens bag alt det skabte, eller i det mindste kende den bagvedliggende sandhed om kærlighed og broderskab. Disse to punkter er de områder, som undervisning altid må være opmærksom på – starten og målet.